Det digitale hamsterhjul

Imran Rashid, tillykke med din nye bog, som slet og ret hedder »Sluk« og har den sigende undertitel: »Kunsten at overleve i en digital verden«. I bogen tager du informationssamfundet under kritisk behandling, og du hævder, at de store mængder data, vi dagligt skal forholde os til, risikerer at gøre os stressede og ude af stand til at fokusere og udvise empati. Det er en dyster samtidsdiagnose. Vil du ikke uddybe, hvad problemet for dig at se er?

Jo, gerne. Jeg mener, at den ukritiske adgang til personnær teknologi, som har hersket i det seneste årti, er et gigantisk eksperiment, som vi ikke hidtil har formået at håndtere på en ansvarlig måde. Med tanke på hvor voldsomt forandrede adfærdsmønstre vores mobiltelefoner har medført, er det påfaldende, hvor få advarselslamper og faretegn, der har været. 

Min research vedrørende de processer, der er involverede i interaktionen mellem mobiltelefon og hjerne, peger i retning af, at vi har at gøre med adfærdsregulerende processer, der på mange måder må anses som livsstilsfaktorer på linje med de kendte KRAMS-faktorer (kost, rygning, alkohol, motion og stress, red.). Min hypotese er, at vores adfærd reguleres i strid med vores bevidste ønsker, fordi de programmer, der findes på vores telefoner og på de sociale medier gør brug af såkaldt behavior design. Det er en særlig måde at skabe afhængighed på gennem software, der belønner brugeren for at udvise bestemte adfærdsmønstre. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at teenagere tjekker deres telefoner 150-200 gange hver dag.  

Når denne påvirkning er problematisk, skyldes det, at den dopaminfrigørelse i hjernen, telefonerne afstedkommer, over tid bliver forbundet med likes, beskeder, billeder osv. Over tid gør det os sårbare over for algoritmernes magt og konstante opmærksomhedstyveri. Det medfører et distraheret liv, der sammen med den konstante informationsbearbejdning øger risikoen for stress, mental overbelastning og forringet egenomsorg.

 
Det må du forklare nærmere. Siger du, at udbyderne af teleteknologi bevidst forsøger at manipulere med vores hjerner for at skabe afhængighed af deres produkter? Lidt ligesom når cigaretindustrien førhen kom vanedannelse stoffer i tobakken? Det lyder som noget af en konspirationsteori …    

Det forstår jeg godt, du siger. Forklaringen på den afhængighedsskabende software finder man ved at studere den amerikanske Stanford-professor B.J. Foggs arbejde. Han observerede allerede i slutningen af 1990’erne, at studerende havde en forkærlighed for at bruge computere, som de følte havde »hjulpet« dem op til eksamen. Det fik ham til at foreslå, at der hersker de samme psykologiske mekanismer mellem menneske og software, som der gør mellem mennesker.  

Gennem årene udbyggede han disse tanker og kombinerede dem bl.a. med nogle af de adfærdsteorier, som B.F. Skinner fremførte i 1930’erne om, hvordan belønning kunne skabe afhængighed. Op gennem 00’erne har Foggs undervist i den særlige disciplin, som kaldes behavior design, og som stort set alle designere i de største tech-firmaer gør brug af. Simpelthen fordi den virker. Tesen er simpel: Ved at anvende bestemte belønningsmønstre i bestemte rækkefølger på de rette tidspunkter kan man skabe afhængige forbrugere. En af Foggs elever, Nir Eyal, har ligefrem udgivet en bog om metoderne med titlen: »Hooked. How to create habitforming products«. En anden af hans elever stod bag Instagram, som i dag har 700 millioner aktive brugere. 

Rent faktisk er det jo værre end tobaksindustrien, eftersom det trods alt er begrænset, hvor meget man kan ryge, fordi man over tid vil udvikle symptomer, som skaber naturlige begrænsninger i forbruget. Disse advarselslamper findes simpelthen ikke i den afhængighedsskabende software, hvilket forklarer, at tre milliarder mennesker er i fare for at blive gjort afhængige og dermed styrede af algoritmer fra den amerikanske vestkyst.

Samtidig er min hypotese, at særligt de sociale medier skaber en adfærd, der er forbundet med digital belønning uden synderlig indsats. Det risikerer at undergrave vores behovskontrol, som i studier er vist at være enormt flygtig.  

Så når det kommer til stykket bliver både selvindsigt og selvkontrol lagt på hylden, når vi bevæger os på de sociale medier. Det er samspillet mellem raffinerede computeralgoritmer og hjernens belønningssystem, der styrer butikken. Men igen: Hvad er problemet? På hvilke punkter er vores sundhed truet? Kan man ligefrem blive syg af digitalt overforbrug?     

Hvis man kigger på listen over ting, der slår os ihjel før tid, ser man, at der typisk er tale om kunstige stimulanser som rygning, alkohol, usund mad osv. Eller sagt på en anden måde: dopaminkilder, der skader kroppen. Min primære bekymring går på, at en hjerne, der via ens telefons konstante dopaminfrigivelse konfigureres til her og nu-belønninger ad libitum, simpelthen aldrig får optrænet behovsudsættelse, hvilket kan have afgørende effekt på ens adfærd og egenomsorg. 

I det berømte Marshmallow-studie fra 1960’erne så man for eksempel, at børn, der ikke evnede at udsætte deres behov, rent faktisk klarede sig dårligere i forhold til uddannelse, sundhed, kriminalitet, karakterer, aggressionskontrol og meget andet. Alt sammen ting, der handler om behovskontrol. Et andet forsøg har vist, at såfremt man bryder løfter til et barn, inden man udfører skumfiduseksperimentet, så mister barnet incitamentet til at vente, da det har mistet tilliden til, at det kan betale sig at vente, hvorfor det vil gå efter her og nu-belønningen. 

En anden ting, som jeg stødte på i min research, og som også gjorde mig bekymret for menneskers sundhed, handler om hvor lidt bevidste, vi egentlig er i vores hverdag. De seneste bevidsthedsteorier tyder nemlig på, at vi mennesker i langt størstedelen af vores vågne tid gør det, vi plejer, og i blot en forsvindende lille del af tiden træffer bevidste valg baseret på viden. Problemet er her, at vi har baseret så stor en del af vores forebyggende indsatser på at oplyse folk. Det lader bare til at være et ret dårligt værn mod fristelserne. 

Så samlet set mener jeg, at et accelererende forbrug af smartphones risikerer at underminere vores behovskontrol, opbruge vores mentale ressourcer pga. et evindeligt »opmærksomhedstyveri« og udkonkurrere den fysiske virkelighed omkring os, da vores evne til at fordybe os, koncentrere os og i det hele taget holde fast i vores bevidste ønsker svækkes markant. 

Eftersom den største del af denne skadelige virkning sker gennem ubevidste vaner skabt af de adfærdsregulerende algoritmer, så kommer vi ikke til at indse ulemperne, før vi for alvor er »hooked«. Oplysning om problemet har ringe effekt, da konsekvenserne ikke lader til at være grelle nok til, at vi ændrer adfærd. På trods af, at det er ved at forandre os radikalt som mennesker, gør det simpelthen ikke ondt nok på os endnu at være afhængige af vores smartphones. 

 
Du introducerer i bogen et begreb, du kalder for »sundhedsflow«, og som efter din mening kan udgøre en slags beskyttelse mod »det digitale hamsterhjul«. Hvad går det ud på? Og hvor har begrebet sine rødder?

Efter at jeg havde sandsynliggjort problemet med det evindelige opmærksomhedstyveri i en automatiseret hjerne, begyndte jeg at lede efter løsninger. Det, som vi efter min mening har brug for, er nemlig en langt større grad af bevidst styring af vores adfærd. For spørger man mennesker, om de ønsker at bruge op imod 4-5 timer af deres dag på at kigge på deres computerskærme, ville mange nok sige nej. Men gør de det alligevel? Ja! Fordi det ikke er ens bevidsthed, der bestemmer adfærden. 

Løsningen skal derfor gøre det nemt for mennesker at prioritere mere bevidst og forpligte sig til disse prioriteringer i hverdagen. I min søgen efter metoder, der kan få mennesker til at opleve en højere grad af bevidsthed og tilstedeværelse, stødte jeg på begrebet flow i den positive psykologi. Det er defineret som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af spontant og uden anstrengelse at kunne styre begivenhedernes gang. Noget, som vi alle stræber efter i mere eller mindre grad. 

En dag slog det mig, at ordet flow rent faktisk var et fantastisk akronym for de fire »zoner«, som de fleste menneskers liv består af i dag: familiy time, leisure time, own time og work time. Derfra begyndte jeg at arbejde videre med nogle simple forklaringsmodeller og metoder, hvorved man kunne hjælpe mennesker med at få mere overblik over deres hverdag og få skabt de nødvendige prioriteringer. Efter at have afprøvet det på en række patienter med gode resultater, valgte jeg at konceptualisere det yderligere i det, jeg har valgt at kalde for sundhedsflowet. Det er kort fortalt en række anvisninger til, hvordan man kan lære at bevidstgøre de ting, der betyder mest i ens liv, og dernæst lære at forpligte sig mere til dem, så man ikke forfalder til automatadfærd.

Udover den mentale del med prioriteringerne er det også vigtigt med en hjerne, der får dækket sine biologiske behov, fordi vores evne til at modstå fristelser jo ganske enkelt er en del af vores hjernes indretning og lige så basalt som at sikre et stabilt blodsukker, søvn, vand, restitution og at undgå mentalt overload. Sagen er nemlig, at vores evne til at modstå fristelser ifølge flere studier udviser en række karakteristika, der er særdeles vigtige at kende til, hvis man vil øge chancen for at bevare kontrollen i ens liv. Blandt andet daler ens behovskontrol i løbet af dagen, ved faldende blodsukker, hvis vi skal behovsudsætte flere ting på en gang, eller hvis vi ikke har erfaringer for, at behovsudsættelsen kan betale sig. Derfor er det så afgørende, at patienters handlinger bindes op på deres egne ønsker om forandring – og fx ikke lægens ønske om forandring på patientens vegne.

 
Spændende pointer. Og dermed er vi atter landet i vores egen verden, sundhedssektoren. Også den er jo under markant forvandling, og ikke alene bruger læger og sygeplejersker stadig mere af deres arbejdsdag foran en computerskærm, men »telemedicin« – hvor patienter tilses og behandles uden en fysisk konsultation – siges ligefrem at være fremtidens medicin. Hvilke udfordringer ser du her? Er der grund til bekymring for sundhedsprofessionelles arbejdsvilkår og for selve grundstenen i det traditionelle sundhedsvæsen: den medmenneskelige kontakt, det kliniske møde?  

Mine erfaringer fra de sidste mange år med såvel it-iværksætteri og lægearbejde har givet mig en ret tydelig indsigt i både mulighederne og begrænsningerne ved den digitale transformation. Det særlige ved sundhedsvæsenet er jo, at kerneydelsen er mere »håndbåren« end i mange andre brancher. Det er mennesker, der hjælper andre mennesker. Risikoen ved at skyde teknologi ind i denne ligning er, at der nemt kan gå det, jeg kalder »so ein Ding-syndromet« i det, hvor alle blindt jagter digitaliseringen og »disruptionen«, fordi alle andre gør det. Hvis ikke man forstår, at den væsentligste opgave ved inddragelsen af ny teknologi i sundhedsvæsenet bør være at få os til at føle os som bedre læger, så risikerer man at løbe ind mange unødvendige udfordringer. 

Begrebet telemedicin, som du nævner, er et godt eksempel. Telemedicin dækker jo over alt lige fra videokonsultationer til KOL-kufferter og er i mange år blevet fremhævet som en revolution, der skulle vende op og ned på alting. Men ret beset er det jo »bare« endnu en måde at kommunikere med patienter på, som har sine fordele og ulemper. Problemet med at fokusere så meget på teknologi er, at man glemmer den opgave, som skal løses, og at man glemmer at sikre sig, at de mennesker, der skal løse opgaven, føler sig trygge. Som nævnt er tillid afgørende for lægers arbejde. Derfor er det helt naturligt og vigtigt, at vi som læger er kritiske, fordi vi jo lever af at løbe kalkulerede risici på andres vegne. Så når politikere, teknologiproducenter eller den farmakologiske industri for den sags skyld står og banker på, er det godt, at vi stopper op og tænker os om. Bagsiden af den medalje er selvfølgelig, at vi risikerer, at »nejhatten« falder ned over øjnene, så vi ikke kan se de elementer, der reelt set kunne være brugbare for vores lægegerning og dermed også for patienterne. 

Sluttelig vil jeg gerne udfordre det, du kalder »grundstenen i det traditionelle sundhedsvæsen«, nemlig den medmenneskelige kontakt. Jeg tror faktisk, at den betyder mere for lægen end for patienten. For skåret helt ind til benet er der jo ingen patienter, der ønsker at være en del af sundhedsvæsenet, da det jo typisk betyder, at man er syg eller har behov for hjælp. Allerhelst var man fri. Og hvis patienten kunne få løst sit problem uden at opleve bøvlet ved fysisk at skulle besøge lægen, så tror jeg, at vi som i så mange andre brancher ville opleve et naturligt skifte fra et ekspertcentreret til et mere patientcentreret system. 

Så ja, på mange måder er der grund til bekymring for sundhedsprofessionelles arbejdsvilkår, hvis ikke vi selv følger med tiden og til stadighed udfordrer vores egen selvopfattelse. 

Imran Rashid er speciallæge i almen medicin og innovationschef ved Aleris-Hamlet Hospitaler. Bogen »Sluk. Kunsten at overleve i en digital verden« er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.