Storm P. og lægerne

Nikolaj, du og jeg har en fælles forkærlighed for Danmarks produktive nationaltegner. Noget af det, der fascinerer os begge, er den enorme spændvidde i hans produktion. Mange kender nok primært Storm P. for hans gakkede opfindelser og filosofiske lune, men han har mange andre ansigter. For eksempel havde han karrieren igennem et skrapt blik for industrisamfundets sociale ulighed – lige fra de tidlige Edvard Munch-inspirerede malerier af prostituerede, galninge, syfilitikere, selvmordere, alkoholikere, fosterfordrivere og proletarfamilier i femte baggård. Det er næsten, som om den finurlige og anarkistiske humorist Storm P. kun bliver forstærket af socialrealisten og samfundskritikeren Storm P. Han er en uhyre sammensat kunstner, men på en eller anden måde hænger værket forbløffende godt sammen, gør det ikke? 


Jo, det kan man godt sige. Samtidig er det virkelig en slående omstændighed, at snart sagt alle fremstillinger af Storm P. og hans livsværk indledes med lange tirader om, hvor svært det er at favne og få overblik over hans kolossale output og mange facetter. Da jeg selv begyndte som museumsinspektør i 2009 havde jeg en intention om, at der skulle mere fokus på den crazy-komiske Storm P., fordi man i meget af den seriøse formidling fra ca. 1975 og frem havde arbejdet på at konsolidere billedet af Storm P. som billedkunstner med stort K (hvad han bestemt også var!). 

Jeg kunne dog hurtigt se, at formidlingen af Storm P. var nødt til at have alle aspekter med. På museet kan vi heldigvis tænke langsigtet. Vi behøver ikke at tænke i den ultimative Storm P.-udstilling hver gang, men kan kontinuerligt belyse forskellige sider af kunstneren i særudstillinger og i den faste udstilling af egen samling. Dette kan endda ske hånd i hånd med udstillinger med andre, beslægtede kunstnere og om emner, som giver museet liv og stadig relevans.

Storm P. var jo oprindeligt slagterlærling i århundredeskiftets København og havde som nævnt et skarpt blik for industrialiseringens bagside og blakkede underverden. Desuden rejste han tidligt til modernitetens forjættede land, Amerika. Hvad var det for indtryk, han tog med sig derfra? 


Amerika var et ideal for den unge Storm P. og en gruppe jævnaldrende ligesindede. Et land, hvor alt kunne lade sig gøre. Al Storm P.’s begejstring for både artisteri, mekanik, tegneserier, moderne journalistik, kriminallitteratur etc. etc. syntes at boble frit og vildt på den anden side af Atlanten. Når lille Danmark blev uendeligt småt for den visionære Storm, antog Amerika karakter af et drømmeland. Han kalder sig i sine unge år flere steder for »amerikaner« – som om denne betegnelse ikke angiver en nationalitet, men snarere en personlighedstype eller sindstilstand. Da han så endelig i 1919 kom afsted for at erobre staterne sammen med sin entertainermakker Valdemar Willumsen blev det en brat opvågnen. Ophobet stress, som han havde med sig i kufferten hjemmefra, blev en giftig cocktail sammen med de udfordringer og skiftende forhold (indkvarteringer på lurvede hoteller med råt personale og hære af væggelus), de mødte. Pludselig forekom alt ved Amerika frastødende for Storm, når man læser hans dagbog. Han kunne ikke komme hurtigt nok hjem til Danmark! 

I 2019 er det 100 år siden, at Storm P. rejste til Amerika. Det er også 70 år siden, at han døde. Det sidste markeres på flere måder: Frederiksberg får hele fire nye gavlmalerier med Storm P.-motiver. På museet viser vi udstillingen »Storm P. og drømmen om Amerika«, som netop fortæller historien om hans møde med landet. Et kultursammenstød set gennem en usædvanlig danskers øjne, hvilket på en tankevækkende måde afspejler det kultursammenstød, man på verdensplan oplevede mellem gammelt og nyt i tiden efter 1. verdenskrigs ufattelige rædsler. Amerika som en modsætning til en europæisk kultur i dyb krise. I dag ved vi alle, at endnu flere katastrofer ventede forude …

Og så var Storm P. tilsyneladende ikke spor bange for erotikken, selvom han voksede op i en snerpet og puritansk epoke. Tidligt blev flere af hans malerier beslaglagt af politiet som »usædelige« – og også i hans private liv var der ganske godt gang i den … 


Storm P. var stort set aldrig sjofel eller lummer i sin kunst og i sine talløse humoristiske tegninger, men nej, han var bestemt heller ikke bange for erotikken. I den netop afsluttede udstilling »Muser og matroner« satte museet fokus på »humor og erotik« hos Storm P. Med særligt henblik på forholdet mellem de to begreber i hans kunst og på erotikken, som den isoleret kommer til udtryk. Storm P. udførte som bladtegner talløse jokes om parforhold og ægteskabsstereotyper. Hans billedkunst rummer relativt mange rå og pågående fremstillinger af især prostitutionsmiljøet med inspiration fra især Munch og Toulouse Lautrec. Vi ser også klassiske fremstillinger af kunstner og muse/model og en gedigen og livslang fascination af store, yppige damer. I sit private liv var Storm P. gift to gange, og den bevarede korrespondance afspejler stærke erotiske forhold. Brevene fra »Mads« (kælenavn for Storms 23 år ældre første kone, Lydia Clementine Angelica) har sine steder næsten karakter af en erotisk besættelse og kunne fortjene at blive belyst nærmere i bogform eller på film.

Og så er der det med Storm P. og autoriteterne. Der er vel ingen tvivl om, at han livslangt solidariserede sig med de skæve, skøre og udstødte, hvad enten det nu var galninge, glædespiger eller livskloge vagabonder. Det er ligesom dem, der har fat i den lange ende. Omvendt gjorde han igen og igen nar af myndigheder og autoriteter, fx i form af politimænd og skinhellige præster. På den måde var han vel en slags magtkritiker, ikke? 


Det ligger vel i karikaturtegnerens DNA, at magthavere og autoriteter udstilles og latterliggøres. Storm P. definerede sig selv som »karikaturtegner« (og »karikaturmaler«), og han var jo hele livet tilknyttet publicistiske medier. Man skal ikke glemme, at han var med fra begyndelsen på Ekstra Bladet sammen med redaktør Frejlif Olsen, og at han arbejdede for stort set alle tidens tidsskrifter – ofte, som du siger, med fokus på social ulighed. Det er helt bestemt rigtigt, at hans tegninger afspejler et dybtfølt og ægte engagement i de skæve eksistenser. En stor følsomhed, som også manifesterede sig i hans private liv, hvor der fra venner berettes, at man ofte måtte holde tiggere på afstand, da hans gavmildhed var velkendt. 

I hans pragtfulde ufuldendte billede »Klovnens begravelse« har han malet sig selv med som deltager i en procession af fantastiske klovne, der følger Den Store Klovn på vej på hans sidste rejse. Alle klovnene er hver især helt fantastiske enere. Storm P. afskyede ensretning og konformitet. I dette lys blev afvigeren, klovnen, vagabonden og barnet de figurer, han kunne identificere sig med som menneske og som kunstner.

Og endelig: lægerne! De optræder jo, som man kan se på disse sider, i utallige af hans malerier og tegninger, og også her strækker tematikkerne sig fra det godmodige drilleri til noget, der ligner en kras kritik af de moderne videnskabers fremmedgørende materialisme. Hvordan vil du beskrive Storm P.’s forhold til »det hvide broderskab«? 


Som en hver god karikaturtegner lod Storm P. sig inspirere, og han lånte med arme og ben alle vegne fra, fra både danske og internationale satiretidsskrifter. Det var simpelt hen hans skoling som autodidakt tegner og humorist. Han tog passioneret, hvad han kunne bruge, og gjorde det til sit eget. 

Lægevittigheder var jo allerede en kendt genre, da Storm P. begyndte – og han arbejdede som nævnt tidligt med at udstille råheden og absurditeten hos ellers fejrede autoriteter. I tegningen »Moderne Videnskab« fra 1910 er videnskabsmanden fremstillet som en gemen slagter, der blottet for empati udsætter sine medskabninger for grusomme lidelser og død. Klassisk satire. Storm P. faldt (formentlig på sin kunstneriske dannelsesrejse til Paris i 1906) over en serie tegninger – »Les médecins« af den franske satiretegner Abel Faibvre (1867-1945) – som gjorde tykt grin med lægestanden som dovne, selvtilstrækkelige vellystninge. Dette inspirerede Storm til serien »Moderne Kirurgi«. 

Med årene blev satiren mindre kras – eller måske mere raffineret, afhængigt af hvordan man ser på det. I Storm P.’s kunst og satire er naturen altid det absolut gode, det rene, det guddommelige. Menneskene er dem, der ødelægger det hele. Dybest set var Storm P.’s kritik af videnskab og lægegerning relativt enkel: Mennesket skal ikke gøre sig til Gud i forfængelighed eller magtfuldkommen arrogance. Og lægevittighederne blev en fast del af Storm P.’s humorgalleri blandet med alverdens andre indfald.

Med årene voksede Storm P.’s popularitet, og han endte som national hyggeonkel og frederiksbergsk bedsteborger, og han fik sågar sit helt eget museum på Frederiksberg Runddel. Vil du sige, at hans skarpe kanter blev rundet med årene? Blev han mere tæmmet, mere ufarlig? 


»Man skal aldrig svigte sine Idealer – skønt meget er blevet betydeligt dyrere i den sidste Tid!«, siger Storm i en flue fra oktober 1941. Som de fleste andre måtte Storm P. også gå på kompromis, erkende egne svagheder etc. Jeg tror dog, at han forblev ret utæmmet bag den finurlige og forunderlige facade af frederiksbergsk spidsborgerlighed. 

Storm P. var selv smerteligt bevidst om de modsætninger, der kunne ligge i et udgangspunkt som ung, vild og kras satiretegner i pressen og en karriere, der udviklede sig i retning af humoristen og entertaineren, der var elsket af alt og alle. Når man ser på hans karriere, er det dog slående – som vi også talte om indledningsvist – at han i og for sig hele livet igennem var delt mellem det underholdende og det seriøse. Han var splittet, når det kom til kunstens rolle, og tog afstand fra det, han så (når han var i det hjørne) som verdensfjernt navlepilleri. Hvorfor skal kunst på en udstilling være »finere« end klovnen, der krænger sit hjerte ud hver aften i manegen? Storm P. spørger sig selv i sin dagbog så sent som langfredag 1939, ti år før sin død: »Spørgsmål til mig selv. Hvad vil du helst – tegne kulørte Sider og bo i en Villa, eller bo på en Kvist og være Kunstner? Svar fra usynlige ånder – Jamen er de kulørte Sider da ikke tegnet af en Kunstner?«.

Og her på falderebet: Er der én af de illustrationer, du har udvalgt til Bibliotek for Læger, som du er særlig glad for? 


Ha ha, det bliver meget ikkekunsthistorisk. Jeg er ret vild med serien »Moderne Kirurgi« og flere af de andre tidlige og ret brutale lægeskildringer. Jeg har selv for relativt nyligt været »under kniven« og oplevede ved forundersøgelsen en hjertekirurg, der iført orange solbriller hverken kiggede mig i øjnene eller præsenterede sig, før han gik i gang med at udføre en kikkertundersøgelse af mit hjerte med en javertus gennem lysken. Alt imens jeg lå lokalbedøvet og ganske strippet for både underbukser og værdighed. Håndværksdimensionen syntes i dette tilfælde at have haft forrang frem for empatien med patienten. Jeg må skynde mig at tilføje, at jeg ellers var meget glad for mit møde med hjerteafdelingen, som jeg til dels må takke for, at jeg kan sidde og tale så hyggeligt med dig i dag! 

Godt at høre. Og nu skal jeg så afsløre mit yndlingsværk. Jeg er helt færdig over obduktionsscenen med de fem læger, som vi også bruger på tidsskriftets omslag. For det første er det fint komponeret med afdæmpet farveholdning og fine kontraster, lodret-vandret linjeføring og en smuk bevægelighed. For det andet er der noget både rørende og skræmmende ved, hvor lidt de grundige »dissektører« egentlig forstår sig på menneskeeksistensen, selvom de har hvæsset deres skalpeller og sågar udtaget et skinnende rødt organ. De leder ligesom i blinde eller det forkerte sted, når de insisterer på at betragte kroppen som en maskine. Jeg fornemmer egentlig ikke medicinsk hovmod i billedet, snarere en form for resignation. Og har lægen længst til højre ikke ligefrem opgivet ævred? Er det ikke, som om han simpelt hen har taget sin hat på og er på vej ud af billedet? Sådan ser jeg det. 


Helt enig, det er et stærkt billede med mange fortolkningsmuligheder. Storm P. var en exceptionel kunstner. Man bliver sgu aldrig færdig med ham …

Artiklens billedresearch er foretaget af museumsinspektør Nikolaj Brandt og registrator Anneline Schjødt Pedersen. Storm P. Museet er åbent tirsdag-søndag kl. 10-16.