KBU-nummer 563 i Holstebro: »Jeg følte mig ensom. Det vil jeg godt indrømme«

»563«. Hun skulle lige komme sig ved synet af de tre cifre.

Da Tilde Rasmussen trak KBU-nummer 563 i september sidste år, forduftede hendes drømmeforløb i intern medicin på Herlev og almen praksis i hovedstadsområdet –puf, puf, puf– lige for øjnene af hende.

En hurtig udregning senere stod det klart for Tilde, at hun var 17. sidstevælger.

29-årige Tilde Rasmussen er glad for storbyen, ekstrovert og har mursten, asfalt og byliv i blodet. Hun er ganske vist opvokset på landet syd for Ringsted, midt i ingenting på en gård med 1.500 svin.

»Jeg ved godt, hvordan der er på landet«, som hun siger.

Men de seneste otte år har hun boet i København. Her er hun faldet til, faldet på plads, og her vil hun gerne leve og arbejde. Det er her, hun har sin lejlighed, sine venner, sit sociale liv, sin sport og det frivillige arbejde, som hun har brugt de seneste år på ved siden af medicinstudierne. Men med nummer 563 skulle hun være heldig, hvis hun fik Nykøbing Falster eller Slagelse.

Panik

Tilde var ikke heldig.

Da dagen kom, hvor hun skulle vælge, var hele Sjælland malet rød og optaget på basislaege.dk. Der var enkelte grønne ledige pletter tilbage i randen af Jylland.

»Det var rigtig langt fra alt i mit liv. Jeg kendte kun få mennesker i Aarhus, men ellers ikke rigtigt nogen i Jylland, og jeg blev mere og mere urolig, efterhånden som jeg kunne se, at forløbene forsvandt rundt omkring – selvom jeg med min fornuft jo godt vidste, at jeg skulle langt væk«, fortæller hun.

For Tilde Rasmussen handlede valget ikke kun om geografi, men også om specialer. Hun gik efter at få så bred en KBU som muligt med intern medicin og almen praksis. Hun havde udset sig et par forløb i Holstebro, men som minutterne talte ned, til det blev hendes tur til at vælge, skiftede de sidste forløb med intern medicin netop fra ledig til optaget. Fra grøn til rød.

»Så gik jeg lidt i panik«.

Nogle måneder senere, den 1. februar, satte hun første gang sin størrelse 36 på urologisk lægegang på Holstebro Sygehus.

»Jeg havde aldrig været i Holstebro før«, siger Tilde Rasmussen.

Ensom

Det skulle vise sig at blive sværere end først forventet for Tilde Rasmussen at falde til i Holstebro. Hun flyttede ind i en lægelejlighed, og hun forsøgte fra begyndelsen at få et socialt liv op at stå med fredagsøl, frivilligt arbejde, aftaler og fællesspisning med de øvrige KBU’ere. Men det var svært.

»Jeg følte mig ensom. Det vil jeg godt indrømme. Jeg er 100 procent ekstrovert, og jeg har et meget stort behov for at være sammen med andre mennesker. Der er forskel på, hvor stort behov man har for at ses med andre, og nogle af de andre havde i forvejen et netværk inden for rækkevidde«.

Lægearbejdet på urologisk afdeling, som jo var årsagen til, at Tilde Rasmussen var kommet til Holstebro, var ikke ønskejobbet. Men der er også fordele ved at tage sin KBU i et smalt speciale, tænker hun, og hun kan i dag se, at hun er blevet dygtig til både cystoskopier, kateterlægning og vandladningproblemer.

»Det er altid hårdt at starte på en ny afdeling, og jeg tror, at al begyndelse er svær – især for KBU’ere. Jeg kunne godt mærke, at der var et pres på afdelingen – og at jeg måske havde lidt svært ved at passe ind. Men jeg har lært rigtig meget af de seks måneder der, og jeg ses stadig med nogle af de yngre læger fra afdelingen. Ikke mindst havde jeg en fantastisk vejleder, som tog rigtig godt hånd om mig. Det gælder altid om at finde de gode ting – også når det store billede føles lidt ærgerligt«.

Lang tid til sengetid

Men fritidslivet var ikke så aktivt, som hun var vant til hjemmefra. Nogle dage sluttede arbejdsdagen alt for tidligt.

»Man har ikke vagter som KBU-læge på urologisk, og når man arbejder fra klokken 8 til 16 og bor på sygehuset, så er der meget lang tid, til klokken bliver 22, og man kan gå i seng. Jeg kedede mig meget, når jeg havde fri – især i begyndelsen«.

Kort efter ankomsten til Holstebro kom corona så. Med nedlukninger, aflysninger, social distance, surdej, puslespil og fællessang hver for sig. Alt sammen noget, som umiddelbart er gift for de ekstroverte, snakkende, sociale mennesker, men paradoksalt nok oplevede Tilde Rasmussen, at forårets undtagelsestilstand gjorde ensomheden lettere at være i.

»Alle gearede jo ned, og jeg kom frem til en accept af, at det er helt ok ikke at have en aftale hver aften, og helt ok, at det hele er lidt mere kedeligt. Jeg kunne mærke, at det gjorde, at jeg blev bedre til at slappe af. Jeg så mine venner online – pludselig havde alle jo tid, for der var alligevel ingen, der mødtes. Jeg bagte med surdej, tog på ture ud i naturen, og jeg så nok også lidt mere fjernsyn«.

Får stillet sin sociale sult

I Holstebro er efterårsmørket så småt begyndt at falde på, og regn og rusk har holdt sit indtog, men for Tilde Rasmussen føles det, som om lysere tider er på vej. Hun har nu skiftet urologien ud med en almen praksis i byen, og det er godt. Det er ikke, fordi hun brænder for at være praktiserende læge – »jeg skal helt sikkert være hospitalslæge«, som hun siger. Men kollegerne er supersøde, de hygger, og de griner sammen hver dag og får snakket om, hvad der sker i deres liv.

Tilde Rasmussen kan mærke, at hun får stillet sin »sociale sult« på en helt anden måde nu.

»Jeg har fået en ny god roommate, og jeg er begyndt at ses med flere fra det nye KBU-hold, der er startet her. Vi har været til koncert, vi ses, så vidt det er muligt, under coronarestriktionerne, og jeg er også begyndt til crossfit sammen med en af de andre. Der er kommet mere socialt gang i den over hele linjen. Det er rart«, forklarer Tilde Rasmussen.

Vi skal bare tage os sammen

Men hun har ikke glemt, hvordan hun havde det i de første svære måneder af KBU’en. Derfor har hun nu besluttet sig for at fortælle om det hårde ved at trække et højt KBU-nummer og være nødt til at rive sit liv op og miste fodfæstet for en stund. Hun vil gerne åbne for snakken om, at det kan være svært at være ensom – og at indrømme, at man er det.

»Der er nogle, der mener, at vi yngre læger bare skal tage os sammen. Men jeg synes, det er helt okay at indrømme, at man ikke glæder sig supermeget til at flytte væk fra hele sit liv, og det er også okay at sige, at man er ked af det. Det er ikke noget, man skal være flov over«, siger hun.

Men en væsentlig del af Tilde Rasmussens egen historie er også, at der er håb forude. At man nok skal klare det. Og at man lærer noget værdifuldt.

»Jeg har lært noget om mig selv ved at skulle »igennem« det her år. Min veninde sagde, at jeg trængte til modstand … det var jeg nok ikke helt enig i. Men jeg håber også, det kan være med til at gøre mig til en bedre læge. Og så vil jeg også godt sige til de nye KBU’ere, at selv om det kan være hårdt, så skal de nok komme fint igennem det. Du må godt have lidt ondt af dig selv, men det skal nok gå«.

 

LÆS OGSÅ 

KBU i udkanten – er det så slemt?